Ugens Opskrift

Her kan du finde ugens opskrifter fra Malta. Jeg vil meget gerne høre fra dig, hvis du laver nogle af opskrifterne:)

Mit billede
Navn:
Sted: Swieqi, Malta

"For at være anderledes, må du gøre anderledes."

onsdag, januar 26, 2005

Tomatsuppe

2 personer

1 løg hakket
1-2 fed. revet eller presset hvidløg
5 spsk. tomatpuré
vand
oregano
1 tsk. sukker
1 frisk chili, hakket
1 håndfuld grofthakket persille
salt
peber
1 dl. mælk, yoghurt eller lign.

Løg svitses med chili. Tomatpuré tilsættes og du skal røre rundt. Så skal der vand i, og det skal koge . Mængden af vand bestemmer du sådan set selv, det er lidt om at smage og røre. Det skal gerne passe lidt med konsistensen og smagen af tomat. Jeg bruger omkring 6 dl. Tilsæt nu nogle krydderier. Oregano, persille og hvidløg. Hvis der er andet du har lyst til, så skal du endelig ikke holde dig tilbage. Husk at tilsætte salt, peber og sukker. Nu skal det lige koge i ca. 10 min. Derefter skal det blendes. Hvis du har det, så brug en stavblender og ellers så bruger du bare noget andet. Til sidst tilsætter du det mælkeprodukt du har valgt at bruge, og her er det vigtigt at det får lov at koge op igen, da der er persille i. Ellers må det ikke varmes igen i morgen til frokost. Smag suppen til med lidt af det og lidt af det andet og vupti, så har du hjemmelavet tomatsuppe, der smager fantastisk. Du kan tilsætte noget kogt pasta, eller croutoner eller evt. ris. Det er op til dig, du kan også bare servere den som den er. God fornøjelse.


Rikke river hvidløg i los suppos


Tomatsuppe med pasta

onsdag, januar 19, 2005

Kartoffelsuppe

3-4 pers

lidt olie
10 mellem kartofler, skrællet og skåret i store tern
½ gulerod, skrællet og skåret i lidt mindre stykker end kartofler
2 porrer i ringe
1 løg i tern
½ boullionterning
evt. en frisk chili
1 fed hvidløg
vand
salt
peber
2-3 dl. mælk
evt. hakket persille eller tørret timian eller oregano

Start med at svitse løg og den ene porre. Det tager et par minutter på middel varme, til de er blevet gennemsigtige. De skal ikke tage farve. Tilsæt gulerødder og evt. en hakket chili. Rør rundt i gryden og sørg for at der stadig ikke er noget der tager farve. Når gulerødderne har fået et par minutter, så tilsæt kartoflerne og hæld vand i så kartoflerne er næsten dækket. Så skal der salt og peber i og boullion. Start ikke med for meget salt, for boullion kan være ret salt, og du kan bare smage det til til sidst. Tilsæt presset eller revet hvidløg. Nu skal det koge i ca. 30 min. Prik i gulerødder og kartofler, og se om de er færdige. De skal være meget færdige. Du kan nu starte med at svitse den anden porrer på en pande, for den skal bruges til at komme i suppen til sidst og du er lige ved at være færdig. Tilsæt evt. oregano, persille eller timian. Nu skal suppen blendes. Det kan du gøre med enten en stavblender eller du kan hælde det i en normal blender. Hvis du bruger almindelig blender, så sørg for ikke at hælde for meget i ad gange, for så går det galt. Du kan bare hælde det der er blendet i en anden gryde. Husk at røre i porrerne, så de ikke brænder på. Nu skal suppen på varmen igen, og der skal tilsættes mælk efter smag og behag. Husk også at tjekke om der skal mere salt i. Nu er suppen færdig. Det var ikke svært vel?

Du kan servere suppen med ristet brød, hvidløgsflute, croutoner eller hvad du synes. Du kan også bare spise den, som den er. Det er sund mad, der mætter og varmer godt i vintermånederne, og så kan det næsten ikke blive billigere.


Løg, porre, gulerødder og chili er godt på vej


Der er gang i blender og porrer


Voila

fredag, januar 07, 2005

Pasta med fisk

4 pers.
500 g. pasta

2-3 spsk. olie
1 løg i tern
1 peberfrugt i tern
1 spsk. paprika i tern ( hihiii)
chilipulver efter temperament
100 g. hvid fisk i tern
200 g. laks i tern
4 store tomater i tern uden kerner
1 dl. fløde, creme fraiche, fromage frais, alt efter hvad der passer dig
½ bundt hakket persille
½ bundt hakket basilikum
salt
peber

Start med at svitse løg i olien i et minutstid ved rimelig høj varme. Tilsæt peberfrugt og svits videre. Nu skal du lige skrue ned til middelvarme. Når løgene er ved at være gennemsigtige, så tilsæt paprika og evt. chili. Rør det godt rundt og tilsæt så fisken. Det skal kun lige have et øjeblik, hvor du rører rundt og hvis paprikaen begynder at sidde fast i bunden, så tilsæt et par spsk. vand. Så skal der tomater i, sammen med salt og peber. Nu skal det bare stå i 5 minutter og simre. Så er det tid til fløde, hvis det er det du har valgt. Hvis du skal have andet mælkeprodukt i, så vent lidt, da det ellers godt kan skille. Lad det stå i 5 min mere simre. Så skal der persille og basilikum i. Nu skal det igen stå og koge lidt. Hvis du har valgt at tilsætte fromage frais eller creme fraiche, så er det tid til det nu. Hæld fromage frais eller creme fraiche i en skål. Tag lidt af væsken fra gryden og hæld i skålen, så det kan blive varmet lidt, det hjælper så det ikke skiller. Så hælder du det tilbage i gryden. Hvis du har lavet så meget, at du tror der ikke bliver spist op, så skal det lige koge op igen, da du ellers ikke må genopvarme pga. persille og mælkeprodukt i samme gryde. Smag til med salt og peber og evt. lidt sukker, hvis du ikke har brugt fløde, men det er ikke altid nødvendigt.
Server med kogt pasta og evt. hvidløgsbrød.

Den hvide fisk jeg har brugt er Rockfish.

Som vist på billedet , kan du også tilsætte rejer. Både almindelige små rejer, eller de store pil-selv rejer som jeg har brugt.


Pasta med fisk